top of page
  • Forfatters billedeMathias Fischer

Rummelig Genstart-projekt repræsenteret ved Verdensmålsfestival

Opdateret: 22. sep. 2022

Rummelig Genstart-projektet fra Randers Kommune er en del af kommunens Verdensmålsfestival, der afholdes fredag den 29. april 2022. Festivalen hylder aktører, der arbejder med forskellige verdensmål, og projektet - med delindsatserne CSR job match og Ledermentor Randers - deltager på festivalen med særligt fokus på verdensmål 8 og det rummelige arbejdsmarked med lige muligheder for alle.

Foto: Randers Kommune

Rummelig Genstart er repræsenteret ved Randers Kommunes Verdensmålsfestival fredag den 29.04.2022 via Randers Kommunes Rummelig Genstart-projekt, der arbejder med fastholdelse af medarbejdere og understøttelse af rummelige virksomheder.


"Jeg er som projektleder pavestolt over, at vi er med på festivalen sammen med de største virksomheder, butikker, foreninger og private aktører i byen. Det er en folkefest, men med et vigtigt budskab om bæredygtighed, grøn omstilling og lige muligheder," siger projektleder i Randers Kommunes Rummelig Genstart-projekt, Camilla Gade.


Verdensmålsfestivalen finder sted på Jens Otto Krags plads i Randers C fra klokken 14:00-21:30, og her vil forskellige aktører med forskellige verdensmål som fokus være repræsenteret ved en række stande.


"Det er en helt unik platform for projektet at blive markedsført på. Uden festivalen ville vi ikke have mulighed for at komme i så tæt dialog med folk på gaden i byen. Vi vil gerne i snak om dels egne job og karrieremuligheder og dels det grundlæggende princip om, at der skal være lige adgang til arbejdsmarkedet for alle. Det er en del af Verdensmålene, og det er også en grundpille i vores projekt," siger Camilla Gade.

Foto: Randers Kommune

Rummelig Genstart-projektets stand får blandt andet besøg af et par af de ledere, der har været med i Ledermentor Randers, der er en af projektets delindsatser. Disse ledere vil dele erfaringer fra deres arbejde med at skabe et mere rummeligt arbejdsmarked.


Møbelcirklen og Borups Pakkeri vil også besøge projektets stand og hjælpe med at sætte spot på, hvordan grøn omstilling kan åbne arbejdsmarkedet for en bredere målgruppe.


"Med vores stand på Verdensmålsfestivalen vil vi sætte fokus på værdien af det mangfoldige arbejdsmarked. Vi vil inspirere til at flere får en chance for at være en del af fællesskabet på arbejdsmarkedet," siger Camilla Gade.


Verdensmålsfestivalen bliver lidt af en festdag, og udover de mange stande og aktører, der promoverer verdensmålsfremmende initiativer, vil der også være underholdning med musik fra færøske Teitur, der vil være sambaoptog, kåring af Årets Randersborger og meget mere.

bottom of page