top of page
  • Berit Udbye

Arbejdet giver ham indre ro

Opdateret: 11. maj 2023

Abdyl Koskoviku er fleksjobber og laver havearbejde to til fire timer om ugen hos en stor virksomhed. Arbejdet betyder, at han kan lægge sin stress fra sig, få ro i hovedet og være tilfreds med sin indsats. Han vil arbejde.

Abdyl Koskoviku med sin hustru Mirvate Koskoviku. Foto: Privat.

Turen fra 63-årige Abdyl Koskovikus hjem i Randers til hans arbejde på energikoncernen Verdo tager ham et kvarter. Han sørger altid for at tage hjemmefra i god tid. Han vil ikke komme for sent.


Abdyl Koskoviku er fleksjobber ansat i den socialøkonomiske virksomhed FlexVirk, hvis direktør Anne Stecher, matcher sine medarbejdere med de rette opgaver hos virksomhedens kunder. Det gør hun blandt andet ved at indgå partnerskaber med ordinære virksomheder, som har mindre opgaver, der skal løses.

En af de kunder er Verdo, hvor Abdyl Koskoviku arbejder med gartneropgaver hver mandag og nogen gange en ekstra dag om ugen, hvis han ikke når at blive færdig.


Når Abdyl Koskoviku møder ind hos Verdo, finder han sine haveredskaber frem, luger ukrudt, slår græs og passer planter i Verdos to atriumgårde. Det er hans ansvar, at de to haver i gårdene er flotte og velholdte, så Verdos medarbejdere har noget grønt og noget pænt at se på, når de sidder ved bordene i nærheden.


At se på en smuk have giver en indre ro

At kunne lave havearbejde og se på en smuk have, betyder noget helt specielt for Abdyl Koskoviku.


”Jeg kan godt lide havearbejde, at det bliver pænt i haven, og at jeg kan se det fysiske resultat af mit arbejde. Det er ligesom en sejr, der giver mig motivation til næste opgave,” siger han.


Sammen med sin kone og tre børn kom han i 1999 fra Kosovo til Danmark, da de flygtede fra krigen på Balkan. Inden da havde han levet under bombninger i tre måneder, mens konen og børnene heldigvis kunne opholde sig i et naboland. Oplevelserne med krig og ødelæggelse har forårsaget, at han i dag lider af PTSD.


Han synes, at en af de ting, der er godt ved at have et arbejde er, at han ikke tænker på det, der er sket i krigen, og alt den stress, det har givet ham. Han lægger det til side, når han ved, at han skal af sted på arbejde, og at han skal i gang.


”Følelsen af at kigge på blomster og planter i en have, giver mig en indre ro. Jeg elsker at se på noget, som er pænt, fordi alt det jeg så under krigen var ødelæggelser,” siger Abdyl Koskuviku.


Jeg vil arbejde

I hjemlandet tog han uddannelserne elektrotekniker og elektromekaniker, arbejdede hos et busfirma og havde sit eget værksted, som blev stjålet og ødelagt i krigen.


Så snart Abdyl Koskoviku og hans familie kom til Danmark, blev de indkvarteret på Randers Kaserne.


”Da jeg kom til Danmark, spurgte jeg: ’Må jeg arbejde her?’ Jeg vil arbejde, fordi jeg kan ikke lide bare at sidde. Jeg var første mand, som begyndte at arbejde dengang. De sagde: Du kan ikke arbejde med løn, og jeg sagde: Jeg vil arbejde frivilligt. Så efter en måned i Danmark begyndte jeg at arbejde frivilligt som elektromekaniker,” fortæller han.


Jeg gør mit bedste på arbejdet

Gennem årene har Abdyl Koskoviku haft lange fastansættelser som elektromekaniker hos forskellige firmaer. Hans kone startede også med at arbejde frivilligt, og er nu i køkkenet hos en børnehave, mens hans børn startede med at gå med aviser, da de var 13. I dag er datteren klinikassistent hos en tandlæge, den ene søn er elektriker og den anden ingeniør.


”Det var vigtigt for mig, at min familie blev integreret. Mit største ønske var, at min familie havde det godt med job, med skole, med danskerne og med alt i Danmark. Mine børn skulle have en god uddannelse og være i gang, så de ikke blev afhængig af det offentlige. Det var meget vigtigt, at de kan klare sig selv,” siger Abdyl Koskoviku.


Han fortæller, at de steder han har været ansat, har alle været tilfredse med ham og hans arbejde og omvendt. Han gør altid sit yderste for at udføre sit arbejde bedst muligt, og dermed gøre sin chef tilfreds.


”At arbejdspladsen er tilfreds. Det er grunden til, at jeg får mad på bordet derhjemme. Jeg forsørger min familie. Det er den tanke, der hænger sammen med at arbejdspladsen og chefen er tilfreds med mig. Jeg er taknemmelig for, at jeg kan være her, og jeg giver alt, hvad jeg kan,” siger han.


Det bedste job

I en længere årrække arbejdede Abdyl Koskoviku på fuld tid, men yderligere stress ud over hans PTSD, gjorde, at han blev tilkendt fleksjob.


Det er Anne Stecher fra FlexVirk, hvor han nu er ansat, der har fundet opgaven hos Verdo til ham. Det er det bedste job, han har haft, synes han.


”Anne Stecher har fundet et arbejde til mig, som jeg kan klare med stress og PTSD. Hun har muliggjort, at jeg kan klare arbejdet og er tilfreds og kan komme hjem med overskud,” siger han.


Hans planer for fremtiden har også med arbejde at gøre.


”Min plan er, at jeg vil være her hos Verdo, indtil jeg skal pensioneres. Men selvom jeg bliver pensioneret og ikke skal arbejde mere, så har jeg stadig interesseret i alt muligt, for jeg er så nysgerrig på elektronik og el. Det var mit tidligere arbejde. Altså jeg vil ikke bare sidde. Jeg vil prøve at holde mig i gang,” siger Abdyl Koskoviku.



11 visninger

Comments


bottom of page